Faxe Kommune skal hænge bedre sammen med nordvendte motorvejsramper, flere cykelstier, nærbusser og stabile togforbindelser. Det skriver Socialdemokratiets borgmesterkandidat Camilla Meyer i dette læserbrev:
Af Camilla Meyer, gruppeformand og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Borupvej 66, Rønnede
Infrastruktur er fundamentet for en stærk og sammenhængende Faxe kommune, hvor alle vi borgere kan komme sikkert og effektivt frem – uanset om vi kører i bil, cykler eller bruger den kollektive trafik.
Derfor er det en kerneopgave at sikre trygge forbindelser og moderne løsninger, der understøtter både hverdagslivet og vores lokale erhvervsudvikling i Faxe kommune.
Socialdemokratiets vision er klar: Vores infrastruktur skal være socialt retfærdig, bæredygtig og tryg.
Et af vores vigtigste mål er at få etableret de længe ønskede nordvendte motorvejsramper ved Ulse.
Det handler om bedre vilkår for pendlerne, mindre tung trafik gennem vores byer og en styrkelse af vores lokale erhvervsliv, som nøgle til Faxe kommunes velfærdsudvikling.
Med en ny af- og påkørsel ved Ulse mod nord får vires virksomheder lettere adgang til motorvejen, og vi borgere sparer både tid og frustrationer i vores hverdag.
Samtidig har vi et ansvar for de bløde trafikanter. Alt for mange cyklister oplever i dag utrygge eller direkte farlige vejstrækninger.
Derfor vil vi prioritere flere cykelstier på udsatte ruter – især ved skoleveje og de store pendlings- og fritidsforbindelser.
En god cykelsti er ikke blot et sikkerhedsprojekt, det er en investering i sundhed, klima, turisme og en mere aktiv hverdag for både vores børn og os voksne.
Vi kommer ingen vegne uden et langsigtet perspektiv. Infrastruktur kræver planlægning og massive økonomiske prioriteringer, der rækker længere end en valgperiode.
I Socialdemokratiet vil vi arbejde for, at Faxe Kommune bruger sine ressourcer klogt. Vi skal sikre gode veje, trygge stier, nærbusser og Flextur-ordningen – og dertil at vi fortsat har stabile togforbindelser på både Østbanen og Lille Syd.
Vi tror på løsninger, der styrker hele kommunen og sammenhængskraften for os der bor her.
Infrastruktur er ikke kun teknik – det er en social investering.
Når Faxe kommune hænger bedre sammen, skaber vi stærkere lokalsamfund, mere attraktive forhold for erhvervslivet og mere lige muligheder for alle. I Faxe kommune skal forbindelserne ikke skiller os ad, men binde os sammen.
Vil du også deltage i debatten, så send dit læserbrev til red@lokalavisenfaxe.dk eller til cecilie@lokalavisenfaxe.dk.
Dit læserbrev må fylde op til 2200 anslag, og skal underskrives med dit navn og din adresse.
Medsend meget gerne et billede af dig selv eller et billede, der kan illustrere det, du skriver om.
/Cecilie






Vi støtter Camilla Meyer
Det vil være en god idé at der var en lille bus man kunne tage fra Faxe Ladeplads og til sundhedscentret i faxe. Ældre borgere der er gangbesværede kan ikke komme op i alle busserne. Og kan heller ikke lave et skift på busholdepladsen i Faxe. Pengene kunne vel komme fra den bus der kører fra Haslev og til badestranden i Ladepladsen. Det er vel vigtigere at ældre syge mennesker kan komme til, end at raske kan komme til stranden.