
Der vanker ingen mediestøtte til Lokalavisen Faxe. Denne gang begrundes afslaget med at “mediet har opnået en betydelig udbredelse og en omfattende produktion af indhold”.
Af Cecilie Hänsch Emanuel
Disclaimer: Det her er ganske subjektivt, og der er ikke tale om klassisk journalistik, men om en helt personlig klumme.
Redaktørens klumme: Jeg har gået rundt med ondt i maven den seneste måned. Jeg ventede på en helt afgørende mail fra Medienævnet.
“Hvornår kommer svaret fra Slots- og Kulturstyrelsen om min ansøgning om etableringsstøtte til Lokalavisen Faxe?”
Første gang jeg søgte, det var i begyndelsen af september 2025, havde jeg misforstået måden, man kunne regne ulønnet arbejdskraft med.
Ét cpr-nummer måtte kun tælle for maksimalt én fuldtidsstilling, så alle mine ekstra-timer kunne intet sted tælles med.
Det var noget af en begmand der midt i december, da dét afslag kom.
Men hey, op på hesten, dit produkt ser godt ud. Du gør alt det rigtige, bare sørg for at få nogle flere med. Både til at stille økonomisk sikkerhed og til at stille ulønnet arbejdskraft til rådighed.
Jo tak. Det var et par uger efter kommunalvalget. Lokalavisen Faxe havde været i luften i halvanden måned.
Jeg var ret træt. Men i gang gik det. Indkalde advisory boardet, få gode folk til at læse alle kringelkroge af vejledningen hos Slots- og Kulturstyrelsen.
Skaffe dokumentation for alle dem, der gerne vil – og faktisk helt reelt – støtter, løfter og bærer Lokalavisen Faxe sammen med mig. Mest for deres blå øjnes skyld.
Afsted kom ansøgningen, nu trippel-tjekket, 7. januar. Der var næsten en time til ansøgningsfristen. Til gengæld var ansøgningen gennemarbejdet. Tjekket og tjekket og tjekket igen.
Jeg søgte om penge til at kunne skalere; fra et projekt, jeg har kørt ganske ulønnet fra 1. oktober og frem til 1. april og op til flere fuldtidsansatte – sådan at næste skridt kunne være at søge om egentlig produktionsstøtte fra Medienævnet hos Slots- og Kulturstyrelsen.
(Jeg har udbetalt løn til mig selv 1. april og gør det igen i morgen.)
Altså den støtte, som “alle” danske nyhedsmedier får. Det er i hvert fald intentionen.
At vi som samfund giver en økonomisk hestesko til sådan nogen irriterende journalister, som nogle gange kan have svært ved at hive penge ud af folk – især når de samtidig skal stille dem til ansvar for almindelig og ualmindelig dårlig opførsel.
Men lad os være ærlige at sige, at der er ret lang vej fra det pro bono-arbejde, jeg har udført de seneste mange måneder og så til at min virksomhed Mediehuset Haslev opfylder mindstekravet om tre fuldtids-ansatte journalister.
Også selvom jeg gerne må tælle mig selv med i regnestykket.
Så derfor: Jeg regner naturligvis med at den dér innovationsstøtte til nye nyhedsmedier da naturlig-fucking-vis er målrettet sådan én som mig og min biks.
Også selvom de lovede 14 til 15 ugers svartid så skulle vise sig at blive til 16 uger og én dag – og et afslag, der føltes som en kæmpe fuckfinger lige op i fjæset.
(Klummen fortsætter under billedet)

For: Da jeg søgte med min projektidé tilbage i september, var jeg for lille til at kunne få noget (i hvert fald noget af betydning).
Og mit forarbejde på så tidligt et stadie, at jeg ikke kunne (jeg var bundet af en klausul) ringe rundt og få gode folk til at stille sig selv eller deres penge til rådighed for mig og mit projekt.
Og nu, eller, ved ansøgningsfristen i begyndelsen af januar, så er jeg for langt fremme, “for etableret” til at kunne få en krone.
Jeg føler mig fanget i en kafkask roman.
For som jeg læser afslaget, så skulle allerhelst have siddet helt inaktiv på mine små hænder – måske ringet lidt rundt, men ikke mere – mellem de to ansøgningsrunder.
Ansøgningsrunder, hvor man i øvrigt i de uger, der går fra ansøgningen er sendt og til man modtager svar, holdes i fuldstændig uvished.
Tidligere i dag har jeg talt i telefon med en anden ansøger til innovationsstøtten; hun havde heller intet hørt. Det har hun jo så nok nu, for hendes navn var heller ikke på listen over modtagere af innovationsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Jeg under alle modtagerne hver en krone, og det her er ikke en debat om hvorvidt det er de forkerte, der har fået støtten.
Det her er brok og bearbejdning af et afslag, der gør svine-nas.
Jeg kan skrive, eller jeg kan tude af raseri. Så jeg skriver.
Og hvis du egentlig synes, det til hverdag er meget godt, det jeg skriver, så køb for satan. Fortæl din nabo at her er årets investering.
Hvis I er mange nok, så bliver jeg sg’u ved.
Jeg har noget, jeg skal bevise. Over for mig selv, over for Jante, og i hvert fald over for Medienævnet.

(Jeg kan tude eller jeg kan skrive, så lige nu skriver jeg. I raseri. Foto: Cecilie Hänsch Emanuel)







