Fredag begynder ophørsudsalget i Haslev Boghandel. Suzanne og Steen Eistrup-Wisler glæder sig til at holde ferie og finde ud af, hvad de sidste 10 års arbejdsliv skal bruges på.
Af Cecilie Hänsch Emanuel
100.000 kroner om året i mistet omsætning alene på GLS-aftalen, der gik til Dagrofa og dermed Meny.
“Det er ikke nogens skyld, og I skal ikke have ondt af os. Vi er bare glade for at vi selv får lov til at træffe beslutningen.”
“Vi lukker butikken. Skiltene er skrevet, opslaget til facebook ligger klar. Vi kører ophørsudsalg fra fredag morgen.”
Vi drikker kaffe i baglokalet. Det er morgen, butikken er ikke åbnet endnu. Den kommende time handler samtalen om en beslutning, jeg havde håbet ikke at skulle skrive om.
Haslev Boghandel lukker. Det er ikke til forhandling. Det er ikke et oplæg til debat. Beslutningen er truffet, og både Steen og Suzanne Eistrup-Wisler har forliget sig med tanken.
En opgave i forandring
Det er snart 19 år siden jeg interviewede Steen Eistrup-Wisler første gang. Da havde han – det var i sommeren 2007 – netop overtaget Sands Boghandel i Jernbanegade i Haslev.
Sådan en boghandel, hvor der var bøger hele vejen rundt, i stabler på bordene midt i lokalet – og faktisk også bøger på etagerne ovenpå.
“Der var også kontorartikler og blækpatroner. Men allermest bøger,” fortæller Steen Eistrup-Wisler.
Det var i tiden lige omkring lukningen af Haslev Seminarium. Han vidste godt at hans år i det, der blev til Haslev Boghandel, ville være anderledes end de år, familien Sand havde haft før ham.
“Verden forandrer sig. Digitaliseringen gør sit, lydbøger, e-bøger, hvor tit køber du brevpapir i dag,” spørger Steen Eistrup-Wisler retorisk.
Da legetøjsbutikken i Haslev lukkede, var Haslev Boghandel flyttet til Vestergade, og udvidede sortimentet med legetøj.
“Så åbnede Tulle, og vi skruede ned for legetøj igen,” fortæller Steen Eistrup-Wisler.
“Så lukkede guldsmeden, og så lavede vi en aftale med en urmager,” tilføjer Suzanne Eistrup-Wisler.
Fire adresser har Haslev Boghandel nået at ligge på i de seneste 19 år.
Først i de oprindelige lokaler, hvor Sands Boghandel lå, så i Vestergade, så i den tidligere sko-forretning på hjørnet af Jernbanegade og Sofiendalsvej, og så i de nuværende lokaler mere centralt i den nordlige ende af Jernbanegade.
“Jeg troede aldrig, vi skulle flytte fra lokalet nede på hjørnet. Det var virkelig godt. Men så blev lokalet her ledigt, og det var endnu mere oplagt. Især på grund af pakkeshoppen,” siger Steen Eistrup-Wisler.
Tre år i Sands Boghandel, syv år i Vestergade, seks år på hjørnet og tre år helt centralt. Og nu er det slut.
Glimtvis håb
Beslutningen om at lukke Haslev Boghandel har været et stykke tid undervejs, men blev definitivt truffet, da revisoren havde gennemgået regnskabet for 2025.
“Vi fik modet tilbage under julehandlen. Den gik godt, og vi syntes også, det var nogle fine tal, der blev afleveret til revisoren. Men hun trak os til side og sagde, at det nok var nu. Hvis vi selv vil have noget at skulle have sagt,” siger Steen Eistrup-Wisler.
De seneste 14-et-halvt år har Suzanne Eistrup-Wisler drevet forretningen sammen med sin mand.
Hun kommer med en fortid som grafiker, han var senest kørende sælger i kontorartikler – altså inden Haslev Boghandel blev synonym med Steen og Suzanne.
Og nu skal de til at finde ud af, hvad de så skal lave.
“Jeg håber da at finde et deltidsjob på 37 timer,” konstaterer Steen Eistrup-Wisler skælmsk.
“Jeg har genåbnet SE Grafisk, så hvis jeg kan lege dér et par dage om ugen, og så have et andet deltidsjob ved siden af, så er jeg fuldt tilfreds,” siger Suzanne Eistrup-Wisler.
Mange små påvirkninger
I vinter mistede Haslev Boghandel aftalen med GLS om at være pakkeudleverings-sted. Aftalen overgik i stedet til Dagrofa.
“Den direkte omsætning fra at udlevere pakker er 100.000 kroner om året. Mersalget fra kunder, der lige køber noget, når nu de alligevel er inde i forretningen, kender vi ikke. Men dén aftale alene koster os 100.000 i direkte omsætning, fortæller Steen Eistrup-Wisler.
Etableringen af boks-butikkerne på Lysholm Allé har måske sikret at omsætning, der ellers ville lande i Næstved, Ringsted eller Køge, bliver i byen – men det har trukket omsætning væk fra Haslev Boghandel.
Steen Eistrup-Wisler var ganske kritisk inden Faxe Byråd godkendte lokalplanen for området, der i dag rummer Jysk, Harald Nyborg, Sport 24 og Maxi Zoo.
Hans forventninger om mistet omsætning er blevet indfriet.
“Harald Nyborg sælger skrive-redskaber billigere end vores indkøbspris. Det kan vi ikke konkurrere med,” konstaterer Suzanne Eistrup-Wisler.
På landsplan bliver der solgt flere bøger end nogensinde. Det kan man se hos Danmarks Statistik.
“Men for nogle kunder er det afgørende, at de kan købe en bog på nettet billigere end de kan købe den hos os. Måske glemmer de at lægge prisen for levering oveni – eller tænker ikke over, at det netop er de fem eller ti kroner per bog, der holder lokale butikker i live,” tilføjer Steen Eistrup-Wisler retorisk.
Det er ingen hemmelighed, at han havde håbet at få lov til at drive Haslev Boghandel indtil han kunne gå på pension.
Til næste år fylder både han og Suzanne Eistrup-Wisler 60, så de har altså en god håndfuld år på arbejdsmarkedet endnu.
Send os godt afsted
For syv år siden var Steen Eistrup-Wisler ved at dø. En bristet pulsåre fyldte hans bughule med blod, og kun snarrådig indsats af Suzanne Eistrup-Wisler og sundhedspersonalet sikrede at han overlevede.
Dengang konstaterede han, at hans pyt-knap var blevet større. Lettere at ramme.
“Vi har heller ikke behov for ynk nu. Vi har haft nogle sjove år, gode år, masser af dejlige kunder. Men forretningen er ikke bæredygtig længere, derfor giver vi slip,” siger Steen Eistrup-Wisler.
Og fra fredag morgen er der ekstra gode priser på alle varer i butikken. Langt det meste sælges med 30 procents rabat.
“Vi ved ikke, hvor længe, vi bliver ved med at holde åbent, men når juli er gået, skal lokalerne være tømt. Og vi vil også gerne holde sommerferie i år,” konstaterer Steen Eistrup-Wisler.
“Så send os godt afsted. Kom ned og sig hej, køb en bog, en blækpatron eller en kuglepen. Vi har helt sikkert noget, du kan bruge,” tilføjer han.
Ophørsudsalget begynder fredag morgen og varer så længe Steen og Suzanne Eistrup-Wisler orker.






