Det giver en ærgerlig slagside at den kommunale tandpleje ligger langt væk fra mange børnefamiliers bopæl. Det skriver byrådskandidat Anita Skov fra SF Faxe i dette læserbrev.
Af Anita Skov, byrådskandidat fra SF Faxe, Figenvej14, Haslev
I SF-Faxe mener vi, at alle børn og unge skal have lige adgang til god tandpleje – uanset hvor i kommunen de bor.
Desværre lever Faxe Kommune i dag ikke op til dette.
Alt for mange børn og unge indkaldes med for lange intervaller, og det går ikke kun ud over deres tandsundhed, men øger også risikoen for andre sygdomme som for eksempel hjertekarsygdomme og diabetes.
Vi har dygtigt og engageret personale i den kommunale tandpleje, som hver dag gør deres bedste for at give vores børn og unge en tryg og professionel behandling.
Men personalet får ikke de rammer, de har brug for – og det er et politisk ansvar.
Antallet af børn og unge matcher ikke længere klinikkens kapacitet, og det går ud over kvaliteten af behandlingerne.
Forældre fortæller, at det tidligere undervisningslokale på klinikken nu er inddraget til behandling, og at børn ikke længere indkaldes klassevis, men individuelt – ofte med krav om forældreledsagelse.
Det betyder, at mange må tage halve eller hele fridage for at følge deres børn, og flere undervisningstimer går tabt, når der bruges unødigt tid på transport.
Samtidig er busforbindelserne mellem kommunens byer for ringe, og det gør det svært for familier uden bil at komme til tandplejen.
Mange tvinges derfor til at tage bilen, hvilket øger både trafik, CO₂-udledning og stress.
I SF-Faxe mener vi, at mobilitet og nærhed er afgørende for en retfærdig velfærd, og derfor skal tandplejen være tættere på borgerne.
Vi skal også se på rammerne for den specialiserede tandpleje.
Hvis et barn for eksempel har fået fjernet tænder og efterfølgende udvikler skævt fremkomne tænder, ses tilretning ofte som kosmetisk og dækkes ikke af det kommunale tilbud – selvom behandlingen kan have stor betydning for barnets trivsel og selvværd.
Vi i SF-Faxe vil arbejde for, at alle børn og unge indkaldes mindst én gang om året, og at vi undersøger muligheden for også at genetablere tandpleje et andet sted i kommunen.
Det vil gøre tandplejen mere nær, mere retfærdig og mere bæredygtig – for både børn, forældre og personale.
I SF-Faxe vil vi tage ansvar for at sikre en tandpleje, der er mere tilgængelig, mere grøn og mere retfærdig – for hele kommunen.
Vil du også deltage i debatten, så send dit læserbrev til red@lokalavisenfaxe.dk eller til cecilie@lokalavisenfaxe.dk.
Dit læserbrev må fylde op til 2200 anslag, og skal underskrives med dit navn og din adresse.
Medsend meget gerne et billede af dig selv eller et billede, der kan illustrere det, du skriver om.
/Cecilie





