I disse dage råder jeg bod på en 30 år gammel undladelses-synd. Forhåbentlig til glæde for læserne af Lokalavisen Faxe.
Af Cecilie Hänsch Emanuel
Redaktørens klumme: Dengang jeg var ung…
Så var det allerførste menneske, jeg interviewede såmænd Steffen Brandt.
Altså forsangeren for TV-2.
Det i det forår, hvor jeg fyldte 17. 1996.
Vi var lige kommet hjem fra studietur til Rom med gymnasiet, og TV-2 skulle spille koncert i hallen på gymnasiet.
Albummet “Kys Bruden” var lige udkommet, og jeg kan huske, at jeg skrålede med på “Line Jørgensen, Voldum”.
Men altså først efter at jeg havde interviewet Steffen Brandt.
Interviewet foregik i gangen mellem hallen og omklædningsrummene.
Iben fra min klasse var med fordi hun synes, Steffen Brandt var sej.
Jeg tror nok, min dengang helt nye gymnasiekæreste tog billederne. De er i hvert fald taget med mit kamera, billederne blev fremkaldt og har i 30 år siddet i mit fotoalbum.
Dengang i foråret 1996 var jeg nemlig redaktør på skolebladet på Silkeborg Amtsgymnasium. Det hed Streg 9, og var kendt for at skrive om alt fra ungdomsliv generelt til skoleliv specifikt.
Og når nu TV-2 gav koncert på skolen, var det helt oplagt med det dér interview.
Der var bare lige det, at interviewet aldrig blev skrevet.
Så: Med 30 års forsinkelse har jeg lovet Steffen Brandt at råde bod på miseren.
Derfor har jeg netop interviewet ham igen. Sagt undskyld. Stillet nye spørgsmål, der naturligt nok er opdateret siden dengang for 30 år siden.
I mellemtiden er kæmpehits som “De første kærester på månen”, “Der går min klasselærer”, “S.O.M.M.E.R” og mange, mange, mange flere kommet til.
Og TV-2 og Steffen Brandt har vundet kåring efter kåring, når der skal sættes navn på største numre i dansk musikhistorie og mest afspillede kunstnere.
På lørdag spiller tv-2 på Haslev Festdage. Og jeg står foran scenen og skråler med.
Og inden da lover jeg at bringe interviewet lige her i Lokalavisen Faxe.





