2026 bliver ikke et år uden udfordringer. Men det bliver et år med en tydelig retning og et stærkt samarbejde. Jeg glæder mig til opgaven – og jeg glæder mig til dialogen med jer. Sådan skriver borgmester Mikkel Dam blandt andet i denne nytårshilsen.
Af Mikkel Dam, nytiltrådt borgmester i Faxe Kommune for Liberal Alliance
Da jeg vågnede op til en længe ventet valgdag den 18. november, havde jeg ingen anelse om, at jeg inden midnat samme dag ville blive Faxe Kommunes næste borgmester.
Som politiker kan man aldrig vide, hvordan denne store ”eksamen” vil gå. I mit tilfælde viste det sig, at der var vælgeropbakning og efterfølgende politisk opbakning til mig.
Det er med stolthed og stor ydmyghed, at jeg går nu træder ind den nye og spændende opgave.
Det er en stor ære at være borgmester i Faxe Kommune – en kommune, jeg holder af, og som jeg tror dybt på.
Sammen med det nye byråd, ser jeg frem til, at Faxe Kommune går ind i fremtiden med vilje til fornyelse, samarbejde og ansvarlighed. Vi står på et stærkt fundament, synes jeg, og nu er det vores fælles opgave at bygge videre.
Det nye byråd, som jeg står i spidsen for, er sammensat bredt. Meget bredt. Liberal Alliance, SF, Dansk Folkeparti, HaslevFaxe-Listen, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Lokallisten har indgået en fælles aftale.
Det er ikke sket ved, at alle er blevet enige om alt.
Det er sket, fordi vi har været villige til at sænke de ideologiske parader og tage ansvar for helheden.
Vores forhandlinger om det politiske grundlag for Faxe Kommune de kommende år er debatteret, forhandlet og skrevet i en atmosfære af rigtig god stemning.
For mig er det helt afgørende.
Ordentlighed, åbenhed, tillid og involvering er ikke bare ord i en aftale – det er den måde, jeg ønsker at være borgmester på. Og det er den politiske kultur, jeg vil arbejde for i Faxe Kommune.
Vores fælles retning kan kort beskrives sådan:
Faxe Kommune skal hænge sammen.
På tværs af generationer.
På tværs af byer og lokalsamfund.
Og på tværs af politik og forvaltning.
Noget af det vigtigste, vi har forpligtet os på, er at investere langsigtet i mennesker.
Særligt i børn og unge. Det gode børneliv er ikke kun et spørgsmål om normeringer eller bygninger – det handler om tryghed, relationer og voksne, der har tid og ro til at være der.
Vi ønsker at styrke skoler og dagtilbud, tage mistrivsel og skolevægring alvorligt og sikre, at inklusion sker ansvarligt og med blik for det enkelte barn.
Samtidig ved vi, at mange familier i Faxe Kommune har haft svære oplevelser på familieområdet.
Ja, det ved jeg om nogen i kraft af, at jeg kommer fra en tid som formand for Børn & Læringsudvalget, hvor genopretnings- og udviklingsplanen har sin politisk forankring.
Vi opretter et selvstændigt familieudvalg og fortsætter arbejdet med at sikre retssikkerhed, tydelig sagsbehandling og bedre dialog med børn, unge og forældre.
Ældreområdet fylder også en del i vores kommunen, når vi står over for en demografisk udvikling, som kræver rettidige beslutninger.
Medarbejderne på ældreområdet har omfavnet og givet ældreloven en fagligt stærk opstart, da den trådte i kraft 1. juli.
Vi fortsætter arbejdet med en ny plejehjemsstruktur og ser samtidig på, hvordan seniorliv, frivillighed og fællesskaber kan spille endnu bedre sammen.
Klima og miljø er et andet område, hvor vi har valgt tydelighed.
Vi indfører en pause for nye, større solcelleanlæg for at skabe ro og overblik – samtidig med at vi bakker op om den grønne omstilling på en måde, der er lokalt forankret, fair og gennemsigtig.
Grøn Trepart skal gennemføres i dialog med lodsejere, landbrug og naturorganisationer, så løsningerne både gavner klimaet og lokalsamfundene.
Vi har et godt udgangspunkt.
Byrådet har principgodkendt de oplæg der er fra de tre grønne treparter, Faxe Kommune er en del af, så vi kan komme i gang med forhandlingerne med lodsejerne.
Et stærkt lokalt erhvervsliv er forudsætningen for en levende kommune.
Vi vil skabe klare og forudsigelige rammer for virksomhederne, arbejde strategisk med erhvervsarealer og understøtte turisme, byliv og oplevelser.
Faxe Kommune skal fortsat være et godt sted at drive virksomhed – og et godt sted at finde et arbejde.
Alt dette kræver en sund økonomi.
Derfor holder vi skatten i ro, forenkler budgetprocesserne og skaber større gennemsigtighed i de politiske prioriteringer.
Jeg synes det er vigtigt, at I som borgere kan se og forstå, hvad vi bruger pengene på – og hvorfor.
Endelig vil jeg sige dette: Jeg ønsker at være en borgmester, der lytter.
En borgmester, der kommunikerer klart.
Og en borgmester, der tager ansvar for at følge beslutninger til dørs.
Faxe Kommune skal være en kommune, der reagerer rettidigt og handler troværdigt.
2026 bliver ikke et år uden udfordringer. Men det bliver et år med en tydelig retning og et stærkt samarbejde. Jeg glæder mig til opgaven – og jeg glæder mig til dialogen med jer.
Rigtig godt nytår.






