Ugens sted: I St. Torøje er sat en sten til Christian Olsens minde. Hvem var mon denne mand, der har fået sådan en ære? Det finder du ud af i denne udgave af “Ugens sted”.
Af Mona Lillelund Hamann, Faxe Kommunes Arkiver
Husmand Christian Olsen (1848-1931) levede hele sit liv i St. Torøje, hvor han blev en drivende
kraft i lokalsamfundet.
Han brændte for fællesskab og bedre vilkår for især landarbejdere, som levede under hårde kår.
Selvom han selv havde lidt, rettede han altid blikket mod dem, der havde endnu mindre.
En kort periode interesserede han sig for socialismen, men skuffelsen over bevægelsen fik ham til at søge andre veje.
Da andelsbevægelsen tog fart i slutningen af 1800-tallet, fandt han sin store sag.
Han kastede al sin energi ind i at oprette og styrke lokale andelsforetagender som brugsforening, mejeri, bageri og bryggeri.
Christian Olsen blev hurtigt kendt som ”Andelsmanden”, og han sad i eller stiftede flere
bestyrelser – blandt andet St. Torøje Brugsforening, mejeriet Nordhøj og Sydstevns Andelsbageri.
Han var også med omkring tilblivelsen af Stevns Andel, der i dag kendes som Danish Agro.
I 1912 tog han initiativ til forsamlingshuset Thorsborg, som skulle være et kulturelt og alkoholfrit
samlingssted for sognet.
Senere kastede han sig over udbredelsen af Henry Georges tanker om jordbeskatning, som senere fik betydning i Danmark.
Christian Olsen satte dybe spor både lokalt og nationalt.
I 1933 rejste Andelsforeningerne i Danmark en stor mindesten over ham i St. Torøje med et bronzerelief udført af hans fætter, Niels Larsen, Stevns.
Her hyldes hans kamp for fællesskab og lige ret til jorden.
På Smerup kirkegård står desuden en gravsten over ham og hans hustru, rejst af de samme foreninger.

Billedtekst: Personale og bestyrelse ved Andelsmejeriet Nordhøj, ca. 1920. Christian Olsen sidder midtfor på forreste række.
————————————————————————————————————-
Har du selv lyst til at gå på opdagelse i lokalhistorien, så er du hjerteligt velkommen i læsesalen på Faxe Kommunes Arkiver på Drosselvej i Rønnede mandag fra 10 til 15.
Du kan læse mere på Faxe Kommunes Arkivers hjemmeside her:





