Den nystiftede, politiske liste opløser sig selv ved årets udgang. Alt indhold er fjernet fra hjemmeside og facebook-side.
Af Cecilie Hänsch Emanuel
Knap to måneder nåede den politiske liste, Fair Forvaltning at eksistere.
I den tid blev Fair Forvaltning klar til at stille op til KV25 med de tre kandidater, Lars Folmann, Madeleine Hansen og Valdemar Haab.
Men 530 stemmer var ikke nok til at sikre Fair Forvaltning repræsentation i Faxe Byråd. Og derfor har Fair Forvaltning valgt at opløse sig selv.
Det fremgår af Fair Forvaltnings facebookside og af Fair Forvaltnings hjemmeside.
Det bekræftes også af Valdemar Haab over for Sjællandske Medier.
Til gengæld er alt andet indhold fjernet fra både facebook-siden og hjemmesiden, hvor kun følgende ordlyd fremgår:
“Kære følgere og trofaste støtter
Tak til alle der har stemt på os og bakket op om Fair Forvaltning. Valget er nu afsluttet, og vi opnåede ikke det nødvendige mandat, så vi runder arbejdet af ved årets udgang. Indtil da passer Lars vores forpligtelser i byrådet.
Vi håber, at det systemskifte der er på vej i Faxe, vil ændre den måde kommunen møder sine borgere på – på tværs af alle fagområder.”




