Invitation til fernisering lørdag 2. maj kl. 13:00-15:00

Det glæder os meget at invitere til fernisering i Galleri Fie Lei i anledning af åbningen af soloudstillingen af Morten Løfberg ‘Bølgens Erindring’.
Lørdag den 2. maj kl. 13.00-15.00.
Soloudstilling ‘Bølgens Erindring’
Morten Løfberg
Mellem gopler og bjergformationer åbner der sig et eksistentielt rum — et tomrum, hvor vægtløse kroppe driver gennem stilheden, og monolitter står samlet, men alligevel isolerede. Løfbergs billedverden spejler en samtid præget af individualisering, polarisering og illusionen om fællesskab.
Hans værker er skabt med kuglepen og blæk på flet af papirrester, i et langsomt og næsten rituelt tempo. Hver streg bliver et vidnesbyrd om nærvær og fordybelse — en insisteren på det sanselige og det menneskelige i en tid der accelererer.
På afstand fremstår værkerne som sammenhængende helheder, men tæt på opløses de i fragmenter — som et spejl af vores opsplittede verdensbillede, men også som en mulighed: at helhed kan opstå, netop gennem det fragmenterede.
Løfberg er uddannet fra Grafisk Skole på Frederiksberg samt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København. Han har speciale trykte medier, herunder silketryk og kobbertryk.
Han har udstillet bredt i gallerier og offentlige rum i Danmark samt internationalt, herunder Dussmann KulturKaufhaus (Berlin), Nordic Makers (Dublin) og University of Havana (Cuba). I 2022 blev hans innovative brug af kuglepen fremhævet i Art & Design Fundamentals udgivet af Oxford University Press, og han modtog desuden prisen “The Golden Pen” fra penproducenten BIC.
Til ferniseringen vil musiker Naim Nafar skabe et improviseret ambient lydværk, hvor rumklang, publikums stemmer og elektroniske klange væves sammen. Lyden udfolder sig under det meste af åbningen som en stemning i rummet og kan opleves i samspil med udstillingens værker.
Følgende arrangementer afholdes i forbindelse med udstillingen:
Tegneworkshop med Morten Løfberg
Søndag den 17. maj fra kl. 13:00-15:00.
Børn under 12 år i følge med en voksen.
Artist talk og langbordsmiddag
Onsdag d. 20. maj fra kl. 18:00-21:00.
Skriv til kontakt@fielei.dk hvis du er interesseret i at tilmelde dig et eller begge arrangementer.
Vi glæder os til at dele denne udstilling med jer!
Galleri Fie Lei
Skovholmslundvej 2, Haslev
www.fielei.dk


