Det blev en kold fornøjelse at sætte nye standarder for danskeres halvmaratonløb. Eli Jacobi Nielsen lover at sænke kadencen efter sit halvmaraton nummer 1200.
Af Cecilie Hänsch Emanuel
Minusgrader, spredte solglimt – og masser af godt humør.
Det var status, da Karise Maraton søndag lagde hus og rute til hele tre jubilæumsløb.
Michael Sandstrøm løb sit halvmaraton nummer 200, Jes Ottosen løb sit halvmaraton nummer 500, og 70-årige Eli Jacobi Nielsen løb sit halvmaraton nummer 1200.
Læs det lige igen. 1200 gange har Eli Jacobi Nielsen gennemført et løb på 21,1 kilometer.
Nogle dage i solskin, andre dage i regn – eller som denne søndag; i frost.
Og dermed lægger han sig massivt i front på den danske liste over løbere med flest halvmaraton i skoene. Løber nummer to er registreret med 714 halvmaraton.
Eli Jacobi Nielsen begyndte først at løbe for 15 år siden, og har de seneste år løbet sådan rundt regnet et halvmaraton hver anden til tredje dag. Året rundt.
Men nu har han altså tænkt sig at trappe lidt ned og sænke kadencen og løbe lidt færre halvmaraton.
Et kig i hans løbskalender afslører helt uvant blanke dage uden løb.
Hans statistik for 2025 lød ellers på fire maraton og 151 halvmaraton. I parentes bemærket det laveste antal halvmaraton, han har løbet på et år siden 2020.
Til gengæld har hans hustru Ester Mbaruku Nielsen planer om at kaste sig ud i større udfordringer.
Et særligt løb for Michael og Jes
For Michael Sandstrøm, der søndag løb sit halvmaraton nummer 200, har Karise Maraton en ganske særlig plads.
Det var nemlig her, han løb sit første halvmaraton nogensinde, og såmænd også her, han løb sit halvmaraton nummer 100.
Og Jes Ottosen fik sit halvmaraton nummer 500 i skoene. Den bedrift er der – ifølge Klub 100 halvmaraton – kun 19 andre danskere, der har præsteret før ham.
Knap 80 løbere deltog i øvrigt på de forskellige distancer ved Karise Maratons løb søndag morgen.
Og som Eli Jacobi Nielsen siger om de mange kilometer i skoene:
“Frem for alt har vi haft glæden ved samværet med mange andre løbere, i det fællesskab der er den drivende kraft og motivation.”
(Fotos: Kurt Ovesen / Skabo Foto)

(Michael Sandstrøm og Jes Ottosen på vej i mål på Prins Buris Vej i Karise. Foto: Kurt Ovesen / Skabo Foto)








[…] Det er den liste, Eli Jacobi Nielsen selv topper med pt. 1219 gennemførte halvmaraton. Halvmaraton nummer 1200 kom i bæltet i januar. […]